41 år er ingen alder: Hans Lindberg er endnu en gang udtaget til VM
Januar er måske ikke den måned, der er kendt for at være den mest sprudlende.
Det er som oftest koldt, vådt og gråt det meste af tiden.
Noget der dog for mange kan lyse den mørke vintermåned en smule op, er når de danske håndboldherrer deltager i enten EM eller VM, der som regel altid finder sted i januar.
Det sker naturligvis også i år, og tidligere på dagen offentliggjorde landstræner Nikolaj Jacobsen navnene på de 18 spillere, der skal prøve at lave hattrick på guldmedaljen ved verdensmesterskaberne.
Og med på holdet er den mangeårige landsholdsspiller og alderspræsidenten, Hans Lindberg.
Siden debuten den 19, marts 2003, har han været på banen hele 279 gange, og så har han tryllet intet mindre end 770 bolde i nettet på flere finurlige måder.
Og den statistik får han altså lov til at pynte på, når han endnu en gang kan trække den rød/hvide landsholdstrøje over hovedet.
I august rundede han 41 år, men det har altså ingen betydning for hverken Hans Lindberg eller Nikolaj Jacobsen. Han er nemlig klar til mange flere kampe for landsholdet, også selvom han er ældre end gennemsnittet.
– Det er ikke noget, jeg som sådan tænker over, udover at jeg konstant får påpeget, at jeg er oppe i en alder, hvor der er mange, der ikke spiller håndbold mere. Men hvis der er en landstræner, der føler, at han kan bruge mine kvaliteter, så vil jeg altid stå til rådighed. Når jeg er afsted med landsholdet, så prøver jeg at gøre alt, hvad jeg kan for at bidrage på en positiv måde, fortæller Hans Lindberg til BILLED-BLADET.
De danske håndboldherrer vandt både VM-guld i 2019 og 2021, så hvis det lykkedes dem at tage pokalen og de gyldne medaljer med hjem endnu en gang, er det altså tredje gang i træk, at de danske herrer kan kalde sig verdens bedste. Og det ville i så fald også være første gang i historien, at det samme land har vundet tre gange i træk.
Danmarks første kamp spilles den 13. januar, hvor de møder Belgien.