Efter trist start på december: Kasper Schmeichel byder på god julenyhed
Stjernerne på Danmarks herrelandshold i fodbold fik den værst tænkelige start på december.
Efter at være blevet slået ud af VM-slutrunden i Qatar allerede den 30. november var de fleste af spillerne retur i Europa på deres privatadresser allerede den 1. december, selv om de havde håbet at være med i VM-turneringen til langt ind i julemåneden.
VM-finalen blev afviklet den 18. december, og pokal og guldmedaljer gik til Argentina.
Efter nedturen ved VM har mange frygtet, at flere spillere og måske træner Kasper Hjulmand siger farvel og tak til landsholdet.
Kasper Schmeichel har sat sig nye mål
Nu har målmand Kasper Schmeichel dog til manges glæde meldt ud, at han er 100 procent klar til at fortsætte for Danmarks herrelandshold, der skal kæmpe om kvalifikation til EM-slutrunden i Tyskland 2024
– Jeg har på ingen måde tænkt, at det her kan være slutningen. Der er i hvert fald to slutrunder mere, jeg gerne vil være med til. Så nu må vi op på hesten igen – der er ikke andet at gøre, siger Schmeichel til TV 2 SPORT.
Den næste slutrunde er EM i Tyskland og afvikles om bare halvandet år i sommeren 2024, mens VM i 2026 spilles i Canada, USA og Mexico.