Endelig fik Eva Jin en sejr i Stormester - blot få timer senere gik det helt galt
Det var en lykkelig Eva Jin, der kunne løfte trofæet i juleudgaven af tv-programmet ”Stormester”, hvor hun sammen med Sebastian Klein, Julie Rudbæk, Simon Jul og Martin Johannes Larsen kæmpede om at løse en række opgaver bedst og hurtigst.
Komikeren Eva Jin havde ellers ikke været superheldig i sæsonens ”Stormester”, og stormesteren Lasse Rimmer kaldte hende også ”sæsonens evige taber”, da han udråbte hende som vinder af det store trofæ, der er formet som Lasse Rimmers hoved.
I dette års juleudgave af ”Stormester” var selve trofæ-hovedet ét stort stribet bolsje.
På sin Instagramprofil takker Eva Jin sin familie og venner for støtten, og så afslører hun, at det desværre gik helt galt, da hun kom hjem med sit flotte trofæ.
”Tak for støtten til familie og venner. TROFÆET. Tabte det, det sekund jeg kom hjem. Sådan er det. Glædelig jul allesammen, If you can dream it, you can do it,” skriver Eva Jin på sin Instagram.
Se billedet af trofæet herunder, som Eva Jin har delt. BILLED-BLADET har fået lov til at dele opslaget.