6. jan. 2023
Af Julie Nolsöe

Esben Dalgaard med stærk udmeldning: Sådan gør jeg, når det hele virker håbløst

Esben Dalgaard
Esben Dalgaard
Foto: Martin Høien
Skuespiller Esben Dalgaard sørger for ikke at lade sig slå ud, når verden kan synes barsk og kold

Skuespiller Esben Dalgaard har hele december måned kunne ses på tv i rollen som Grot i TV 2-julekalenderen "Tinka og Sjælens spejl".

Men hjemme i privaten var december måned - og resten af årets måneder for den sags skyld - ikke på samme måde fuld af julemagi for den 46-årige skuespiller, som i efteråret 2021 fik den nedslående besked, at den modermærkekræft, han blev ramt af i 2012, var vendt tilbage.

Denne gang havde kræften spredt sig via blodet til de vitale organer, og Esben Dalgaard blev erklæret kronisk syg.

Skuespilleren har delt et opslag på Instagram, hvor han i forbindelse med nytåret sætter ord på det ord, der er gået:

- 2022 har været det første “hele år” i vores nye liv. Jeg er på pause i min behandling, og har det fysisk godt, skriver Esben Dalgaard i opslaget, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele.

Han fortsætter:

- Men skal jeg være ærlig, så synes jeg, at 2022 har været hård. På virkelig mange måder! Personligt, mentalt, men også globalt, skriver han i opslaget med hentydning til de svære ting, der er sket i verden i det forgangne år.

Overfor BILLED-BLADET giver Esben Dalgaard dog udtryk for, at han er fortrøstningsfuld:

- Jeg tror, 2023 bliver et godt år. Jeg håber det ihverfald. Ikke kun for mig, men også for den verden, vi er en del af, som på mange måder ved Gud er presset! Ikke mindst på Afrikas Horn, hvor absurd mange børn sulter.

"Positivitets-investeringen"

Midt i de svære tanker om både egne og verdens udfordringer, er det dog utroligt vigtigt for Esben Dalgaard at bevare håbet og det gode humør.

- De fleste kræftramte familier kender de tanker, der trænger sig på i december: “Gad vide hvor mange jule vi har tilbage…” osv. Det kan være svært. Men der KAN også komme nogle varme og nærværende stunder ud af disse tanker. Hvis man prøver. Og bliver ved med at insistere på at tale sammen. Også om det hårde, skriver Esben Dalgaard og fortæller, hvordan hans følgere på Instagram hjælper ham at med tænke positivt:

- På de dage, hvor jeg synes det hele er lort og surt, og verden er barsk og kold, så virker “positivitets” investeringen. Blandt andet lige præcist her, via alle beskederne, al begejstringen og medvinden, I sender tilbage. Dét er afkastet. Og dét er mere værd end guld!

Læs mere om: