Nu fortæller Stephanie Siguenza om sorgen: Det er helt uvirkeligt
Den seneste måned har ikke været nem for Stephanie Siguenza og svigerfamilien, som hun bor sammen med i Slagelse.
Onsdag 14. december faldt hendes elskede svigermor, Annisette, om med hjertestop, og kort før jul delte ”Årgang 0”-stjernen den triste nyhed om, at svigermoren var gået bort.
Sammen i sorgen
- Jeg har det okay, vi klarer den, fortalte Stephanie, da BILLED-BLADET mødte hende til Reality Awards onsdag aften.
Hvordan har den seneste måned været?
- Uvirkelig. Det, tror jeg, er det eneste, man kan sige, sagde hun efter nogle sekunders tænkepause.
Stephanie og manden Jeff, som hun blev gift med for knap et år siden, har kendt hinanden, siden de var ganske unge, og de har været sammen om at komme gennem sorgen.
- Jeg tror, vi har det meget ens. Vi er okay nu. Det er trist og megamærkeligt at være derhjemme, når hun ikke er der, men vi tænker også praktisk nu og prøver at få det hele til at gå.
Det er ikke kun livet hjemme i Slagelse, der har ændret sig som følge af det tragiske dødsfald, for dagene på Riget fik også Stephanie til at genoverveje, hvad hun skal bruge sit liv på.
Indtil for nylig var hun i gang med at læse til lærer, men nu er ”Årgang 0”-stjernen kommet frem til, at det ikke er det rigtige for hende.
- Det var, mens vi var på Riget, da hun var indlagt, at jeg besluttede det. Alt det, der er sket, har været en øjenåbner. Både i forhold til hvor jeg studerede, og hvad jeg studerede, forklarede Stephanie onsdag aften.
Hun har hidtil læst i Odense, men det er nu slut med at pendle. I stedet er Stephanie nu tilbage på sit gamle arbejde på Sorø Privatskole.
- Det er rigtig dejligt at være hos nogen, man kender. De er så søde alle de børn, og jeg elsker at være der.
Her skal hun arbejde, indtil hun til sommer efter planen tager hul på sygeplejestudiet. Stephanie drømmer nemlig om at gå i fodsporene på sin mor og svigermor, som begge er og var sygeplejersker.