Nu gør hun det igen: Denne rolle sikrer Sofie Gråbøl hendes tiende Bodil-nominering
Med endnu en nominering til Danmarks ældste filmpris runder Sofie Gråbøl sin 10. Bodil-nominering.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Når uddelingen finder sted ved det store gallashow på Folketeatret i København lørdag 25. marts, er Sofie Gråbøl nemlig nomineret til en Bodil i kategorien ”Årets kvindelige hovedrolle”.
Kendt og elsket
Den fornemme nominering er for hendes rolle i Niels Arden Oplevs film ”Rose”.
Her spiller Sofie Gråbøl rollen som den skizofrene Inger, der giver familien nogle udfordringer på en bustur til Paris.
Sofie Gråbøl er kendt og elsket for mange film- og tv-roller, blandt andre Mulle i ”Den eneste ene” og Sarah Lund i tv-serien ”Forbrydelsen" m.fl.
Her er hun som Sarah Lund i DR's dramaserie fra 2006-2007, der gjorde den islandske sweater (som faktisk er fra Færøerne) populær igen.
Priser i bagagen
Sofie Gråbøl har modtaget flere priser. Helt tilbage i 1994 fik hun en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i filmen ”Sort Høst”.
Filmen ”Rose” har også allerede flere priser i bagagen.
Ved Svend-prisen 2022, hvor det er publikum, der afgør, hvem der løber med priserne, blev ”Rose” årets film.
Og Sofie Gråbøl fik prisen som Årets Skuespiller for sin rolle som Inger i filmen.
Om den 10. Bodil-nominering resulterer i endnu en pris til Sofie Gråbøl og til filmen bliver afsløret ved den store prisfest til marts i Folketeatret.