DR om værterne i Matadorerne: Derfor faldt valget på Mia Wagner og Johannes Langkilde
Mia Wagner og Johannes Langkilde er nyt værtspar i DR-serien “Matadorerne”. Mia er medstifter af Nordic Female Founders, som investerer i virksomheder og støtter og udvikler kvindelige iværksættere. Hun er partner med Anne Stampe Olesen, der er ny investor i “Løvens Hule” på DR.
Om valget af værter fortæller DR-programchef Anne Garlichs:
– Mia Wagner er en velkendt og erfaren kapacitet inden for iværksætteri. Hun er kendt fra DR1s “Løvens Hule” og besidder en viden, der gør hende oplagt til at udfolde den vigtige erhvervshistorie, som "Matadorerne" indeholder. Mias opgave i serien er at perspektivere dette stykke afgørende Danmarkshistorie og løbende at trække tråden op til nutiden.
– Johannes Langkilde er samtidig en erfaren og dygtig vært med interesse i historiske begivenheder. Han har tidligere stået i spidsen for særlige begivenheder som markeringen af 75 året for Bornholms befrielse eller mindeshowet for Lise Nørgaard. Johannes bidrager med sin journalistiske nysgerrighed og formidlingsevne og supplerer således på fineste vis Mia Wagner, lyder det fra Anne Garlichs.