Da Grethe Sønck var ved at blive spist af løverne i Cirkus
Pernille Schrøder er i fuld gang med prøverne på sin store rolle som Grethe Sønck i forestillingen ”Hele Danmarks Grethe”.
I 2010 døde Grethe Sønck, men Pernille Schrøder nåede at få et nært kendskab til ”Hele Danmarks Grethe”, der fik rettet sit tøj til i den skrædderbutik, Pernilles mor havde i Nordsjælland.
58-årige Pernille Schrøder ved derfor meget om Grethe Sønck og har naturligvis også lavet en del research i forbindelse med forestillingen, der er hendes egen ide.
Elskede publikum
- Grethe elskede sit publikum og ville gøre alt for dem. Publikum kan man ikke skuffe, mente hun og havde svært ved at sige nej.
- Engang var hun ved at blive spist af løverne, da man stadig måtte have løver i cirkus.
Det var lykkedes at overtale hende til at synge inde i løveburet i manegen i Cirkus Moreno, fortæller Pernille Schrøder og ryster på hovedet ad det livsfarlige projekt.
Dyrepasser revet i stykker
Løverne spiste heldigvis ikke Grethe Sønck.
- Men kort tid efter blev dyrepasseren revet til lirekassemand af de samme løver, fortæller Pernille Schrøder.
Historierne er mange. I den to timer lange forestilling ”Hele Danmarks Grethe” er den populære sanger og entertainers liv kogt ned til en maggiterning med højdepunkter, op-og nedture.
På turné
Forestillingen har premiere 22. februar på Folketeatret turnéscene i København NV, hvor den spiller til 28. februar. Herefter tager Pernille Schrøder og resten af holdet på turné i hele landet fra 2. – 28. marts.
Foruden Pernille Schrøder medvirker Karsten Jansfort, Kristian Boland, Charlotte Guldberg og Jens Krøyer. Instruktør er Ina-Miriam Rosenbaum.