Jes Dorph vender tilbage på tv: Det skal han lave nu
I starten af 2021 blev Jes Dorph-Petersen fyret fra TV 2. Siden da har karrieren været sat på pause, men i denne uge vender han tilbage til tv.
Det afslører han på sin Facebook-profil.
Her fortæller han, at han skal være vært på et nyt fodboldprogram på dk4, der hedder ”VI ELSKER FODBOLD”. Og på den måde kommer han til at beskæftige sig med fodbold igen. Noget han tidligere har gjort for Viaplay.
- Jeg skal være vært på 18 interviewprogrammer, som du kan se på dk4. Det hedder selvfølgelig ”VI ELSKER FODBOLD”. Hver uge får du interviews med de bedste spillere, trænere, dommere, fans og ledere – nøglepersoner såvel på som udenfor fodboldbanerne. Mennesker, som alle har eller har haft indflydelse på udviklingen af dansk fodbold, fortæller han i sit Facebook-opslag.
Han løfter sløret for, at den første gæst i programmet er fodboldkommentator, coach og den tidligere fodboldtræner Troels Bech. Ugen efter bliver det fodboldspilleren Rasmus Falk, som Jes Dorph-Petersen skal interviewe.
Ydermere kan han om programmet fortælle, at de kommer til at være hyper aktuelle, da de bliver sendt ud til seerne samme dag, som de er optaget.
Programmet har premiere den 10. februar klokken 8.00 på dk4.