Sådan har du aldrig set Elvis før: Nu skal Matthew McConaughey spille kongen af rock and roll
I juni sidste år udkom den længeventede film om Elvis Presley, som instruktør Baz Luhrmann står bag.
Kongen af rock and roll blev spillet af stjernefrøet Austin Butler, der siden har fået sat gang i karrieren.
Men filmen, der bare hed ”Elvis”, er ikke det sidste, vi får at se om den afdøde musiker.
Nu kommer der snart en ny serie om Elvis Presley.
Skuespiller i rollen
Elvis Presley er nemlig hovedrollen i en ny serie på Netflix, der har fået titlen ”Agent Elvis”.
Det er den amerikanske skuespiller Matthew McConaughey, der spiller hovedrollen som kongen af rock and roll.
Der er dog noget helt anderledes ved rollen, for der er tale om animeret serie, og dermed lægger den amerikanske skuespiller kun sin stemme til.
Som superhelt
Den nye serie, som ifølge Netflix får premiere i Danmark til marts i år, følger en ny version af Elvis Presley.
Han har nemlig forvandlet sig til en superhelt.
Elvis Presley bytter sin ikoniske hvide buksedragt ud med en jetpack, da han bliver optaget i det hemmelige spionprogram drevet af staten.
Han skal hjælpe med at bekæmpe det mørke, der truer landet, som han elsker, samtidig med at han skal opretholde hverdagsjobbet som kongen af rock and roll.
Lavet af ekshustru
Det var allerede tilbage i 2019, at man første gang hørte om den kommende serie, der dengang hed ”Agent King”, som Elvis Presleys tidligere hustru Priscilla Presley står bag.
Hun forklarede ifølge Variety, at det var Elvis Presleys store drøm at blive en superhelt.
- Fra da Elvis var en lille dreng, har han altid drømt om at være en superhelt, som bekæmper kriminalitet og redder verden! ”Agent King” gør det muligt for ham. Min kollega John Eddie og jeg er så spændte på at arbejde med Netflix og Sony Animation på det her fantastiske projekt, og at vi har fået muligheden for at vise verden en Elvis, de aldrig har set før, fortalte Priscilla Presley dengang.