Dennis fra I hus til halsen: Derfor går jeg ofte i bare arme og undertrøje
Hver uge deler Dennis Lindequist ud af byggetips og gør-det-selv idéer i DR-programmet ”I hus til halsen”.
Men der er også noget andet, som den charmerende tømrer er blevet kendt for – nemlig, at han ofte smider trøjen.
Man ser tit Dennis Lindequist udføre sine fysiske opgaver i bare arme og hvid undertrøje. Nu forklarer han hvorfor.
- Jeg har altid gået i undertrøje og tanktop, og det er simpelthen, fordi jeg lynhurtigt får det for varmt, fortæller han til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg har nogle billeder af mig selv som barn, hvor jeg sidder i undertrøje juleaften, fordi jeg har det så varmt. Jeg skal ikke bevæge mig ret mig, så sveder jeg.
En bonus
Det er altså slet ikke et bevidst valg, når 38-årige Dennis Lindequist smider trøjen.
- Når jeg laver fjernsyn, tager jeg bare blusen af og går i undertrøje, særligt fordi det ofte er sommer og virkelig varmt, når vi optager, siger den fynske tømrer og tilføjer med et grin:
- Men jeg synes, at det klæder mig, så det er bare en bonus for seerne!
”I hus til halsen” sendes onsdage kl. 20.00 på DR1.