Magien vender tilbage: Nu kan du igen se Harry Potter i de danske biografer
Der er gode nyheder til alle ”Harry Potter”-fans.
Hvis man ikke havde muligheden for at opleve filmatiseringen af J.K. Rowlings magiske univers på det store lærred første gang, eller hvis man blot drømmer om at få lov til at gense filmene, får man nu muligheden.
Det er netop blevet offentliggjort, at Hogwarts indtager nordens største biograf, Imperial, fra den 28. februar til 7. marts, hvor der afholdes Harry Potter Festival.
Over de otte dage kan man se eller gense de ikoniske film sammen med andre begejstrede fans, og Nordisk Film afslører, at der vil være ”Harry Potter”-relaterede aktiviteter i biografen. De opfordrer samtidig gæsterne til at møde op udklædt i allerbedste Hogwarts-stil.
Men det er ikke kun københavnere, der kan se frem til at opleve magien på det store lærred.
Nordisk Film afslører, at man otte søndage i træk kan se de populære film i udvalgte biografer i hele landet fra den 5. marts.
Årsagen til den magiske festival er, at filmselskabet Warner Bros., der står bag "Harry Potter", i år fylder 100 år.
Du kan læse meget mere om det store arrangement her.