Efter mere end 40 år: Kirsten Olesen er blevet afskediget fra Det Kongelige Teater
Kirsten Olesen siger farvel til det teater, der har været hendes liv i mere end 40 år.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det Kongelige Teater har valgt at afskedige den 73-årige skuespiller med den begrundelse, at de ikke længere har roller at tilbyde hende.
Til juni har hun derfor ikke længere fast engagement.
– Min tid i en teaterfamilie er forbi, og det skal jeg lige vænne mig til. Det er en sorg, siger Kirsten Olesen til Kristeligt Dagblad og fortsætter:
– Men jeg har været meget priviligeret, synes jeg. Jeg har haft mange gode roller, jeg har fået lov til at udvikle mig, og jeg har fået lov til at blive voksen og gammel i faget.
Kirsten Olesen trådte for første gang ind på landets største og mest sagnomspundne scene i 1979, efter hun otte år tidligere var blevet færdig på Odense Teaters Elevskole.
Siden har hendes gang på de skrå brædder ført hende ud i et stort repertoire.
Roller som hun har fået stor anerkendelse for. Blandt andet blev hun i både 2000 og 2012 hædret med Årets Reumert for den bedste kvindelige hovedrolle for henholdsvis sin rolle i ”Sælsomt mellemspil” og i ”Gengangere”.
Desuden blev Kirsten Olesen i januar overrasket af dronning Margrethe under fejringen af sit 50-års jubilæum som scenekunstner. Størstedelen af årene har hun tilbragt på Det Kongelige Teater.
Trods afskedigelsen har Kirsten Olesen dog ikke i sinde at indstille karrieren.