Dansegarderoben rammer plet med detalje: Det gjorde Lily Broberg også i virkeligheden
Søndag aften rullede andet afsnit af TV 2s nye serie ”Dansegarderoben” over skærmen.
Her bliver vi inviteret med indenfor på Bakken i 70’ernes Cirkusrevyen – dengang hvor Preben Kaas stod ved revy-roret, og Jørgen Ryg reddede repertoiret efter Dirch Passers pludselige exit.
Med på holdet var også en af datidens største darlings. Den folkelige og erfarne Lily Broberg.
”Dansegarderoben” er inspireret af virkelige hændelser – og en del uvirkelige. Men en detalje, der rammer lige ind i virkeligheden, ses i søndagens episode, hvor Lily Broberg, spillet af Helle Dolleris, er i fokus.
I scenen møder skuespillerne revyens dansepiger, og Preben Kaas og Jørgen Ryg i skikkelse af Esben Dalgaard og Anders W. Berthelsen springer ud i sketchen ”Hvad er det nu hun hedder”.
Da Preben Kaas lufter idéen om at have det ældre nummer med i revyen, bryder Lily Broberg ind og modsætter sig idéen.
Da de to kammesjukker genoptager deres lette underholdning, og mens de andre opslugt og grinende oplever Kaas og Ryg i aktion, trækker Lily Broberg på skuldrene – og så rækker hun ud efter sit strikketøj.
Strikketøjet er en detalje, der er taget fra virkeligheden. For Lily Broberg havde altid et strikketøj i hænderne.
Strikketøjet var mere en blot en adspredelse i hverdagen for den folkelige skuespiller. I 1962 åbnede hun en garnforretning og drev butikken i en årrække ved siden af sit virke som skuespiller.