16. feb. 2023
Af Catja Klarskov

Torben Vang blev hyldet som helt i ubådssagen: Nu hjælper han Kristian Bech

Kristian Bech. Indsat: Marianne Kristine Egeberg
Kristian Bech. Indsat: Marianne Kristine Egeberg
Foto: Birger Storm og Finn Hageman/TV 2
Torben Vang blev hyldet som helt for sin store indsats med at finde Kim Wall. Nu hjælper han Kristian Bech med at løse mysteriet om Kris.

I 2017 blev Torben Vang hyldet som helt for sin afgørende rolle i efterforskningen af drabet på Kim Wall. I det første afsnit af TV 2-programmet “Som sunket i jorden” hjælper han nu Kristian Bech med at løse mysteriet om Marianne Kristine Egeberg, også kaldet Kris.

25-årige Kris forsvandt fredag den 9. juni 1978 fra færgen mellem Gedser og Travemünde. Kort forinden havde hun spillet kort med sin mor og søster, da hun trak sig til soldækket.

Det er det sidste, nogen med sikkerhed ved om Kris’ færden.

I TV 2-programmet forsøger tv-vært Kristian Bech at få svar på, hvad der skete, dengang Kris forsvandt, og fra den ene dag til den anden blev forsidestof i hele landet.

Til det får han hjælp af Torben Vang, der er marinbiolog og kaptajn på forskningsskibet Aurora.

Torben Vang spillede en afgørende rolle i de beregninger, som førte til, at man i 2017 fandt Kim Walls lig i Køge Bugt, og nu har han altså også hjulpet med at komme mysteriet om Kris en smule nærmere et svar.

Torben Vang krydstjekkede nemlig DMI-data fra perioden sammenholdt med dét sted, man formoder, Kris må være faldet i fra færgen.

Beregningerne, som tager højde for både vind, vejr- og strømforhold, passer med den tyske ferieby Glowe, hvor Kristian Bech nu ved, at et kvindelig skyllede i land i 1978, blot 2,5 måned efter Kris forsvandt.

- Det passer faktisk meget fint med, at liget har ligget i området, og er blevet båret ind mod kysten. Det er slet ikke usandsynligt med de vindforhold, fortæller Torben Vang til Kristian Bech i TV 2-programmet.

Alligevel er hverken rapporten, med nye oplysninger om liget i vandkanten, eller Torben Vangs beregninger nok til med sikkerhed at give vished om Kris’ skæbne.

Læs mere om: