Preben Kaas i chokerende scene i Dansegarderoben: Gjorde han det i virkeligheden?
I TV 2s ”Dansegarderoben” tager vi på en nostalgisk rejse til 70’ernes Cirkusrevyen.
Det bliver et gensyn med flere af datidens store stjerne, heriblandt Preben Kaas, der styrede revyen med hård hånd.
Det ses især i tredje afsnit af søndagsserien.
Her udfolder der sig en chokerende scene, hvor Preben Kaas, i skikkelse af Anders W. Berthelsen, er i gang med at instruere holdet i teltet på Bakken.
Det er ikke alt, der går efter Preben Kaas’ hoved, og en scenetekniker kommer alvorligt i klemme, da han fortæller den ambitiøse instruktør, at der er visse ønsker til scenografien, som bare ikke kan lade sig gøre.
Det ender med, at sceneteknikeren bliver fyret på stedet. Og tilbage står et lamslået hold og holder blikkene i gulvet.
”Dansegarderoben” er inspireret af virkelige hændelser – og en del uvirkelige. Rammerne og flere elementer af serien er taget fra virkeligheden, men seriens forfattere, Ditte Hansen og Louise Mieritz, har tilført det en god portion fiktion.
Og det stiller spørgsmålet: Fyrede Preben Kaas nogen, fordi de sagde det ikke kunne lade sig gøre – skete det i virkeligheden?
Det giver Lisbet Dahl, der selv bliver portrætteret af Annika Aakjær i serien og i en årrække var gift med Preben Kaas, svaret på.
I biografien ”Undskyld, jeg blander mig” fortæller Lisbet Dahl, at det faktisk også skete i virkeligheden.
– Han var en skøn instruktør. Dejlig og varm, men med temperament. Hvis der var en. Der sagde, at noget ikke kunne lade sig gøre, fyrede han dem. Han blev rasende.
Til BILLED-BLADET fortæller hun dog også, at hun ikke synes, at tonen var så hård:
– Sådan husker jeg det ikke. Sådan var det ikke. Nej. Vi havde otte danserinder, der var sindssygt søde, og vi var venner indbyrdes. Jeg var jo jævnaldrende med dansepigerne. Vi arbejdede sammen hele tiden og var sammen hele tiden, siger hun og tilføjer:
– Preben var et fantastisk menneske.
”Dansegarderoben” kan ses hver søndag på TV 2 og TV 2 PLAY.