Nye tider: Geggo skal tilbage på skolebænken
“Familien fra bryggen”-datteren, Geggo, skal meget snart tilbage på skolebænken. Det sker faktisk allerede mandag i næste uge, når hun starter på uddannelsen til makeupartist. Det deler Bryggen-datteren i et opslag på sin Instagram-profil.
– Tænk, på mandag starter jeg på makeupartist uddannelsen. Jeg glæder mig helt latterligt meget. Jeg elsker jo at lege med makeup, men jeg er ikke så modig og har virkelig brug for at lære, skriver Geggo i sit opslag på Instagram.
Når det kommer til pensler, øjenskygge og lange vipper, så er den garvede tv-kendis på hjemmebane. Hun har tidligere, sammen med sin mand Cengiz Salvarli, ejet skønhedssalonen La’ Lotus på Amagerbrogade. En virksomhed med vipper og spraytan, som parret dog valgte at afvikle i 2019.
Siden da har det driftige reality-par kastet sig over nye udfordringer som bl.a. skønhedsbrandet KEKE Lashes, der især specialiserer sig i falske øjenvipper.
Men selv om sminkens verden langt fra er fremmed for Geggo, så er formålet med uddannelsen at blive mere modig. En god ballast hun kan trække på i sin videre rejse med vippe-virksomheden.
2023 tegner da også til at blive et særdeles spændende år for familien Salvarli. Foruden snarlig skolestart for Geggo, så påbegyndte Brygge-familien også totalrenoveringen af deres nyindkøbte villa på Amager. Et projekt, de håber, står færdigt til sommer.