Dejligt nyt: Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på besøg hos dronningen på hospitalet
Dronning Margrethe gennemgik onsdag en omfattende rygoperation og kunne allerede torsdag glæde sig over familiebesøg.
Således bekræfter kongehusets kommunikationsafdeling overfor BILLED-BLADET, at kronprinsparret har været på besøg hos dronningen på Rigshospitalet tidligere i dag.
Godt nyt
Alt går indtil videre efter planen, og torsdag middag var der igen godt nyt om dronningens tilstand.
- Dronningen har været oppe at gå en lille tur og er således allerede påbegyndt genoptræningen, forklarede Lene Balleby, kongehusets kommunikationschef, til Ritzau.
Dronningens tilstand er efter operationen 'god og stabil', fortalte hun videre.
Kongehuset meddelte onsdag efter operationen, at dronningen i den kommende tid vil være indlagt på Rigshospitalet, hvorefter der venter en længere periode med rekonvalescens og genoptræning af ryggen.