Pressemeddelelse: Nu er prinsesse Alexandras bryllup på plads
Storhertug Henri og storhertuginde Maria Teresa i Luxembourg kan se frem til et dejligt forår i kærlighedens tegn.
Deres datter, prinsesse Alexandra, skal giftes med franske Nicolas Bagory – først ved en borgerlig vielse og en uge senere en religiøs velsignelse.
Hoffet i Luxembourg har udsendt en pressemeddelelse med de endelige detaljer for det borgerlige bryllup, der holdes i Luxembourg den 22. april.
Den religiøse velsignelse finder sted i det sydøstlige Frankrig den 29. april.
Dermed holder parret de to kærlighedsfester i deres to hjemlande.
Herunder ses planen for den borgerlige vielse i Luxembourg den 22. april:
Kl. 15:00: Place Guillaume – Luxembourg by
Brudeparret og storhertugfamilien ankommer.
Kl. 15:30: Rådhuset i Luxembourg by
H.K.H. prinsesse Alexandra og Hr. Nicolas Bagory bliver borgerligt gift, mens deres familier er til stede.
Kl. 16:00:
H.K.H. prinsesse Alexandra og Hr. Nicolas Bagory – samt storhertugfamilien – forlader rådhuset og hilser på de fremmødte.
Storhertugfamilien vender tilbage til paladset.
Kl. 18:00: Storhertugpaladset
Reception for brudeparret. Familierne, repræsentanter for myndighederne og parrets gæster er til stede.