Petra Nagel og familien fik sig en brat opvågning: Dette kom allermest bag på dem
I Valby bor ”Go’ Aften LIVE”-værten Petra Nagel med sin kæreste Asbjørn og deres to børn Pelle Emil og Rosa.
De har indvilliget i at slukke for strømmen i 20 dage for at se, hvordan det påvirker deres liv.
Til tider har det medført nogle ordentlige udfordringer, men det har vist sig at være nogle andre end dem, de havde forestillet sig.
Helt uforberedt
Da elektrikeren tager strømmen, er familien lidt på bar bund.
De har nemlig ikke forberedt sig synderligt for at det skulle være så realistisk som muligt, og det er tydeligt at mærke.
Familien tvinges til at finde på en løsning for eksempelvis køleskabet, så de kan holde madvarer kolde.
Samtidig er de nødt til at få fat i noget gas, så de kan tilberede mad på grillen eller deres nyindkøbte trangia-sæt.
En stor overraskelse
Efter 20 dage uden strøm i huset ser Petra Nagel tilbage på, hvad familien så har fået ud af det.
Hun hæfter sig ved, at det hun troede ville blive det store problem, løste de ret fint. I stedet blev hun overrasket over, hvad der var den helt store udfordring.
- Jeg er egentlig ret stolt over de løsninger, vi fandt på og over de ting, vi fik anskaffet os. Jeg troede projektet ville presse os i forhold til at finde løsninger, men i stedet var det faktisk familielivet, der blev presset. Og så overraskede det mig, hvor meget mit humør blev påvirket af mørket, fortæller hun i programmet ”Petra slukker strømmen”.