Se, hvem Mikkel Beha Erichsen tabte sit hjerte til nordpå
Mikkel Beha Erichsen fik en trofast følgesvend i “Den sidste breddegrad” på TV 2. I den arktiske ødemark kom han i godt selskab med slædehunden Bilbo, der stjal hans hjerte.
– Bilbo var min makker i alle tre uger. Det var en virkelig fantastisk hund og en trofast slædehund. Jeg er ikke det store dyre- eller hundemenneske, men for første gang i mit liv har jeg fået en oplevelse af at holde af et dyr, fortæller Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET.
– Bilbo sov udendørs, som slædehunde gør, så hver morgen lå han helt frosset til i is og sne. Når man kom ud om morgenen, hoppede han op og rystede sneen af sig. Han logrede og glædede sig til at skulle ud at trække mig og pulkene hele dagen, siger en begejstret Mikkel Beha Erichsen, der med glæde har fortalt børnebørnene om den søde slædehund.