Linse Kessler i sorg: Min far er død
Det er godt seks år siden, at Linse Kessler mistede sin elskede mor, Mopper, som danskerne lærte at kende i ”Familien fra Bryggen”, og nu har tv-stjernen også mistet sin far.
Det skriver Linse Kessler i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at citere.
”På gensyn Daddy”. Ole Luther Christiansen 1939-2023, far til Gitte, Tine og mig, tjekkede så fint ud i går aftes. Jeg husker ham fra min unge barndom, et par ’hej’ på bryggen igennem ungdommen, og så mødtes vi i Torremolinos i 2018. Vi var hverken father eller daughter of the year, men jeg er glad for, at vi fik krammet hænder, inden du smuttede i forvejen", skriver Linse Kessler, 56, indledningsvis i sit opslag, hvor hun også har delt et billede fra farens sygeseng, hvor han er omgivet af de nærmeste.
”Du levede livet, daddy, din guitar og din dejlige sangstemme, du spillede trusserne af damerne, din charmør, du jammede med de største, John Mogensen, Lille Palle, rundt på de brune beværtninger på Christianshavn og Bryggen og Vesterbro. Du var gift seks gange, plus alle de andre ladies. Nååå ja, tak for at opkalde mig efter LENIN (LENINa), din gamle kommunist. I går blev der spillet og sunget alle dine yndlingssange, danske, svenske og engelske, mine søstre synger guddommeligt, det gør jeg IKKE, men det var lige meget, du og vi fik en smuk afsked. God rejse din høje, flotte mand, skriver Linse Kessler videre på Instagram.
Man kan læse hele opslaget her.