1. mar. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Kæmpe overraskelse fra TV 2: Afslører nyt om Minkavlerne

Minkavlerne
Minkavlerne
Foto: TV 2
Mange havde regnet med, at det var slut med "Minkavlerne" efter tredje sæson, men nu afslører TV 2, at der er nye afsnit på vej.

Gennem tre sæsoner har mange nydt at følge familien Christiansen og alle de udfordringer, de har haft på deres minkgård i komedieserien "Minkavlerne".

Serien sluttede med, at coronaen kom og tog familiens levebrød fra dem, og mange seere havde regnet med, at det dermed også var slut med at følge Allan, Martin, René, Niller, Sonja og alle de andre elskede karakterer fra serien.

Men nu er der overraskende nyt fra TV 2, som afslører, at der er en sæson fire på vej af den populære "Minkavlerne".

- I den nye sæson, der startede optagelser i februar, har coronaen kostet familien Christiansen deres levebrød som minkavlere. Heldigvis er der udsigt til en klækkelig erstatning, men det skaber mere splid end glæde i familien. Mens Gerda planlægger sin egen guldbryllups-surprise, kommer Allan og Martin på tværs af den tidligere minkavler Helmer, som spilles af Jacob Lohmann. Og så dukker en kvinde fra fortiden op, skriver TV 2 i en pressemeddelelse om den nye sæson.

Jonas Mogensen og instruktør Jesper Rofelt. 
Jonas Mogensen og instruktør Jesper Rofelt.
Foto: Per Arnesen/TV 2

Optagelserne til sæson fire begyndte i februar, og i serien medvirker blandt andre Jonas Mogensen, Ruben Søltoft, Kasper Gross, Mick Øgendahl, Anna Stokholm, Niels Hausgaard, Kirsten Lehfeldt, Bodil Jørgensen, Frank Hvam og Jacob Lohmann.

- I tre sæsoner har seerne grint og grædt med Martin, Allan og resten af familien Christiansen, og vi glade for, at Kasper Groos og Jonas Mogensen ikke færdige med at fortælle om dem og alle de andre skæve karakterer fra 'Minkavlerne'-universet. 'Minkavlerne' er en af vores stærkeste komedieserier, som i sin helt egen skæve tone fortæller om livet i det udskældte Udkantsdanmark, som så mange af os elsker og har vores rødder i. Familien Christiansen har efterhånden været en hel del igennem, og nu bliver det interessant at se, hvad det gør ved familiedynamikken, når der ikke mere skal avles mink, men pludselig er udsigt til den helt store økonomiske gevinst, udtaler producer Lea Løbger.

De første tre sæsoner af ”Minkavlerne” er blevet sendt på TV 2 Zulu, men kanalen lukker i slutningen af marts. Den fjerde sæson af ”Minkavlerne”, som består af otte afsnit, kan i stedet ses på den nye kanal, TV 2 ECHO, til efteråret.

Læs mere om: