Nu bekræfter de: Prins Harry og hertuginde Meghan skal forlade Frogmore Cottage
Selv om prins Harry og hertuginde Meghan forlod deres kongelige liv i 2020, har de haft et hjem i Frogmore Cottage i området omkring Windsor Castle.
Men det er slut nu. Parret er blevet bedt om at aflevere nøglerne til boligen.
Det skriver Sky News, der har været i kontakt med en talsperson for parret:
”Vi kan bekræfte, at hertugen og hertuginden af Sussex er blevet anmodet om at forlade deres bolig i Frogmore Cottage” udtaler talspersonen.
Angiveligt kommer det på Buckingham Palaces foranledning, efter prins Harry i januar udgav erindringsbogen ”Reserven”, hvor han beskriver nogle opsigtsvækkende detaljer fra sit liv i kongefamilien, heriblandt intern splid.
Buckingham Palace har endnu ikke kommenteret.
Harry og Meghan bor i Californien med deres to børn, Archie og Lilibet, men når de er i Storbritannien, bor de i ejendommen nær kongefamilien omkring Windsor.
Ifølge mediet var det i Frogmore Cottage, at de sidste år fejrede deres datters 1-års fødselsdag.
Frogmore Cottage er en fredet ejendom med 10 soveværelser, der ejes af Crown Estate.