Særlig dag for grev Ingolf og grevinde Sussie: I dag bliver det afgjort
For grev Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg bliver det uden tvivl både lidt vemodigt, men også spændende at se 39 af deres private genstande blive solgt på på auktion hos Bruun Rasmussen mandag eftermiddag og aften.
Dermed bliver det nu afgjort, om de forskellige genstande opnår de bud, som de er blevet vurderet til.
Greveparret måtte skille sig af med de fornemme arvestykker, fordi de i begyndelsen af december flyttede fra Egeland gods og ind i deres nye moderne hus, kaldet “Det hvide Palæ”, hvor der er mindre plads.
- Alle effekter har vi glædet os over i mange år, men – desværre – er der ikke plads til det hele i vores nye hjem, har greveparret tidligere forklaret til BILLED-BLADET.
Flere auktioner
Genstandene stammer blandt andet fra grev Ingolfs tipoldeforældre, kong Christian IX og dronning Louise, oldeforældrene, kong Frederik VIII og dronning Lovisa, og bedsteforældrene, kong Christian X og dronning Alexandrine og bliver solgt på tre forskellige auktioner i løbet af dagen.
Første auktion klokken 15.00 foregår på traditionel vis i Bredgade, hvor blandt andet et smukt chatol og sølvtallerkener brugt ved kong Christian X og dronning Alexandrines bryllup i 1898 sælges.
Derefter sættes flere flotte historiske malerier til salg i Bredgade klokken 18.00, og klokken 20.00 vil der være en netauktion med de sidste genstande, deriblandt et billardbord, der har tilhørt dronning Alexandrine, dronning Margrethe og grev Ingolfs farmor.
Flere af genstandene har tidligere stået i Det Gule Palæ, Frederik VIII’s Palæ og Christian VIII’s Palæ på Amalienborg, Sorgenfri Slot og sommerresidensen Klitgaarden ved Skagen.