I Dansegarderoben synger Anne Linnet hittet Smuk og dejlig til dansepigen Diana: Denne kendte dansker er sangen i virkeligheden skrevet til
”Ja, alle folk ka’ se det straks, du er så smuk og dejlig…”
Det er de færreste, som ikke kan synge med på Anne Linnets storhit ”Smuk og dejlig” fra 70’erne.
Og søndag aften var der endnu en kærkommen lejlighed til at nynne med.
I sjette afsnit af TV 2s ”Dansergarderoben” bliver vi nemlig præsenteret for en ung, lyshåret kvinde ved navn Anne, der med aarhusiansk dialekt forsøger at charmere sig ind på dansepigen Diana.
Annes betagethed ender med, at hun finder guitaren frem og optræder med ”Smuk og dejlig”.
Karakteren er en tydelig portrættering af Anne Linnet, der i 1976 udgav hittet med bandet Shit og Chanel.
Sangen skrev hun allerede to år forinden – dog ikke om en dansepige fra Cirkusrevyen, men derimod en kendt dansk skuespiller.
I sin selvbiografi ”Testamentet” har Anne Linnet beskrevet, hvordan ”Smuk og dejlig” blev til på en halv time efter en koncert på spillestedet Tagskægget i Aarhus.
Til koncerten genså hun en kvinde, som hun tidligere var blevet betaget af til en privatfest.
Efterfølgende har Anne Linnet fortalt, at kvinden var Ulla Henningsen, der sidenhen blev landskendt som den rebelske Iben Skjold Hansen i ”Matador”.
Også Ulla Henningsen sat ord på, at sangen er skrevet til hende. Det har hun blandt andet i et interview til Ugebladet SØNDAG:
- Jeg har selvfølgelig vidst det længe. Anne og jeg har altid været gode venner. Og jo, det er da smigrende, og jeg er stolt over at have været muse til så fin en sang, har Ulla Henningsen tidligere fortalt.
”Smuk og dejlig” udkom på Shit og Chanels første album ”Shit og Chanel” i 1976. Siden er blevet indspillet som coverversioner af blandt andre Blå øjne, Natasja og Lars H.U.G.
Den blev optaget i den danske Kulturkanon fra 2006.