Klar til Oscar-festen: Se Michèle Bellaiche funkle i magisk sølvglimmerkjole på stor aften
Michèle Bellaiche kan sagtens matche de mange filmstjerner på den røde løber i Hollywood, når hun natten til mandag er vært på TV 2, der sender direkte fra Oscar-showet.
Sammen med Abdel Aziz Mahmoud fører hun de danske seere gennem en fortryllende aften, hvor blandt andet årets bedste film skal hyldes.
På den festlige aften bærer hun en vidunderlig transparent sølvglimmerkjole skabt af Lasse Spangenberg.
Kjolen i tyl og organza er smuk med nederdel i havfruesnit og en draperet toppen med lange elegante ærmer helt ned til gulvet.
I TV 2’s studie får de to værter selskab af filmeksperterne Ask Hasselbach, Sarah Iben Almbjerg og Molly Blixt Egelind. Når stjernerne begynder at ankomme på den røde løber, vil modeeksperterne Julia Lahme, Uffe Buchard og Emili Sindlev kommentere på de flotte kjoler, styling og glamour.
Showet kan følges på TV 2 fra klokken 22.50 og helt frem til tidligt mandag morgen, hvor de sidste priser bliver uddelt.