Fremtiden er sikret for Joachim: Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen om prinsens jobskifte
Det danske kongehus og Forsvarsministeriet har fredag afsløret, at prins Joachim får nyt job.
Prinsen tiltræder den 1. september 2023 Den Danske Ambassade i Washington som forsvarsindustriattaché.
Han skal som attaché dække USA og Canada.
I forbindelse med nyheden om prinsen nye virke, har den fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen udtalt sig.
Han sætter ord på, hvad prins Joachim skal bidrage med i sin nye stilling.
- USA er vores vigtigste allierede og samarbejdspartner. Det transatlantiske bånd er helt afgørende i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i. Det er vores ambition at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde markant med USA, og Prins Joachim vil i høj grad bidrage hertil, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Prins Joachim skal i sit nye job referere til Forsvarsministeriet.
I det daglige skal han referere til ambassadøren og forsvarsattachéen i Washington D.C.
Det nye job, som han er sikret i tre år med mulighed for forlængelse, betyder også, at Joachim og familien flytter til Washington D.C.
Prins Joachim kommer fra en stilling som forsvarsattaché i Frankrig. Her tog han også en militær lederuddannelse på École Militaire.
Generelt har prins Joachim dog en årelang erfaring med uddannelse inden for militæret siden 1987, hvor hans tid som rekrut i Dronningens Livregiment begyndte.