Tæt på barndomshjemmet: Prins Carl Philip og prinsesse Sofia har købt nyt hus
Sveriges prins Carl Philip og prinsesse Sofia kan se frem til flere familiestunder med hendes forældre.
Parret har nemlig købt hytte nær Sofias forældre og barndomshjemmet i Älvdalen i Dalarna.
Det skriver Expressen.
Den rødmalede hytte ligger i et smukt naturområde omgivet af granskov og meget tæt på et smukt vandfald.
Hoffets informationschef Margareta Thorgren bekræfter købet over for mediet:
"Det er rigtigt. Prinseparret har privat købt en hytte i Dalarna.”
Ifølge det svenske medie er købet landet på 870.000 svenske kroner.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia bor til daglig i Villa Solbacken på Djurgården i Stockholm med deres tre sønner, Julian, Gabriel og Alexander.
Udover den nyerhvervede hytte har prinsparret også et hus i Värmland, som Carl Philip fik foræret i dåbsgave.