Knust Andrew Lloyd Webber: Min søn er kritisk syg
Andrew Lloyd Webber er i stor sorg.
Musicallegenden, der blandt andet står bag ”The Phantom of the Opera” og ”Cats”, kunne i weekenden fortælle, at hans ældste søn Nicholas er kritisk syg med mavekræft.
- Jeg er fuldstændig knust over at kunne meddele, at min ældste søn Nick er kritisk syg, udtaler Andrew Lloyd Webber i en pressemeddelelse ifølge Deadline.
43-årige Nicholas Lloyd Webber har kæmpet mod den frygtelige sygdom i halvandet år, men er nu blevet indlagt på hospitalet.
Sønnens alvorlige sygdom har betydet, at Andrew Lloyd Webber ikke har været i stand til at deltage i de sidste prøver til hans seneste musical ”Bad Cinderella”, ligesom han heller ikke regner med at deltage i premieren.
Nicholas Lloyd Webber er ligesom sin far komponist, og har blandt andet været nomineret til en af de prestigefyldte Grammy-priser.