Bubber får stort job-ønske opfyldt: Det skal han nu
Der er god grund til at lade champagnepropperne poppe hjemme hos tv-personligheden Bubber. Han har nemlig takket ja til en fast værtstjans på programmet “Nattevagten”, der sendes på Radio4.
Det skriver Ekstra Bladet.
Den tidligere tv-vært var dog ikke helt på gyngende grund, da han for nylig startede i sin nye faste stilling, hvor han allerede har haft et par vagter.
Inden fungerede han nemlig som radiovikar på programmet i en lille måneds tid, og her drøftede han temaer som blandt andet fængsel og crossdressing i æteren.
Bubber deler værtstjansen med seks andre friske radioværter, der hver nat skiftes til at underholde søvnløse danskere med forskellige temaer.
For tv-kendissen er det dog ikke pengene, der driver lysten, men derimod den personlige udvikling som platformen tilbyder.
– Det er ikke en kæmpe hyre, og hvis det handlede om penge, kunne man godt finde noget andet. Men det er en fantastisk platform at være på, og det er en personlig udvikling. Det er at holde noget i gang, der er inde i mig. Denne her nysgerrighed, fortæller Bubber til Ekstra Bladet.
Privat er Bubber gift med Signe Rossing, der venter parrets andet barn. De to har i forvejen sønnen Alfred på knap 3 år. Derudover har Bubber tre voksne børn fra sit ægteskab med Christina Ibsen.