Vicky gør overraskende comeback i Masterchef: Derfor er hun tilbage
Konkurrencen spidser til i Masterchef-køkkenet.
Ved de indledende ugers begyndelse var 50 håbefulde madtalenter trådt ind i køkkenet med drømmen om til sidst at kunne kalde sig vinderen af Masterchef 2023.
Efter at have snittet, kogt og stegt sig hele vejen gennem de indledende uger, er der nu kun 18 tilbage, som har chancen for at vinde den flotte titel.
Én af dem er Vicky Willeberg, som ellers røg ud af konkurrencen på den allersidste dag i sin indledende uge.
- Da jeg kom tilbage, mødte jeg først pigerne fra min indledende uge, og de stod bare klar med kram og tog sindssygt godt imod mig, fortæller Vicky, der arbejder som designer, når hun ikke laver lækre anretninger i køkkenet.
Tilbage på grund af sygdom
Men hvordan kan det være, at Vicky er vendt tilbage i konkurrencen og i det store Masterchef-køkken?
Det afslører dommer Thomas Castberg i programmet, hvor hun igen er med:
- Vicky, du er jo her i køkkenet, fordi Simon måtte trække sig på grund af sygdom, fortæller Castberg.
Jeg kom flyvende
Det var med meget kort varsel, at Vicky igen stod foran kogeøen i Masterchef.
- Jeg vidste godt, at de skulle samles den dag klokken halv 9, og så sad jeg hjemme på kontoret, og så ringede min telefon. De spurgte så, om jeg ikke kunne komme flyvende ind og være med, fortæller Vicky til BILLED-BLADET, og afslører, at hun ikke tøvede et sekund med at komme ud af døren.
- Jeg følte ikke, jeg var færdig med det, for jeg røg ud på en teknisk fejl, og jeg var klar på at komme videre i konkurrencen, lyder det kampklart fra Vicky, som ser køkkenet som sit personlige frirum og et sted, hun nyder at lave mad både til hverdag og ved særlige anledninger.