
Svimlende tal: Så mange lykønskninger sendte dronning Margrethe ud

Hvert år finder dronning Margrethe sit yndlings-skriveredskab, den grønne Pentel Ball pen 0,5 mm, frem og underskriver flere tusinde lykønskninger til danske statsborgere.
Her sender dronning Margrethe en hilsen til borgere, der kan fejre helt særlige mærkedage som 100, 105 eller 110-års fødselsdag.
Også når der er tale om 60-års bryllupsdag (diamantbryllup), 65-års bryllupsdag (krondiamantbryllup), 70-års bryllupsdag (jernbryllup) og 75-års bryllupsdag (atombryllup), lander der en hjertelig lykønskning fra dronning Margrethe i postkassen.

Sidste år udsendte dronning Margrethe omkring 8.000 lykønskninger til danskere i forbindelse med særlige mærkedage.
Det skriver kongehuset i årsrapporten, som de netop har offentliggjort.
”De offentlige audienser, som blev sat i bero i årets første måneder grundet coronanedlukningen, finder sted cirka to gange om måneden på Christiansborg Slot. I 2022 hilste Majestæten på flere end 1.100 audienssøgende, som var mødt frem til årets i alt 15 offentlige audienser. Herudover sendte Dronningen omkring 8.000 lykønskninger til danskere i forbindelse med særlige mærkedage som 100-års fødselsdage og diamantbryllupper,” skriver kongehuset bl.a. i årsrapporten.

Kongehuset skriver selv således om dronning Margrethes lykønskninger:
Bryllupsdage
Dronningen sender lykønskninger til borgere, der kan fejre diamantbryllup (60 år) samt ved krondiamant- (65 år), jern- (70 år) og atombryllup (75 år).
100-års fødselsdag
Dronningen sender lykønskninger til borgere, der fylder 100, 105 og 110 år.
Lykønskninger sendes til danske statsborgere, der er bosiddende i Danmark.
Kabinetssekretariatet indhenter selv de fornødne oplysninger, og særskilt besked fra familie med videre er derfor ikke nødvendig.