Ups, vi er voksne er slut: Får vennerne fra Valbyholm deres bosted?
Torsdag aften rullede sidste afsnit af TV 2-programmet “Ups, vi er voksne” over fjernsynsskærmen, og for mange betyder det farvel til et ugentligt gensyn med vennerne fra Valbyholm og deres smittende smil.
Gennem seks afsnit har seerne nemlig lært beboerne på Valbyholm godt at kende, men hvor de første mange afsnit skildrede hverdagen for vennerne, så slutter finaleafsnittet derimod på noget andet: Drømmen om et privat bosted.
De medvirkende i programmet er født med Downs syndrom og bor alene i hver sin lejlighed. På papiret er de alle voksne, men deres forældre mener ikke, at de får den støtte og hjælp, som de har brug for.
Af samme årsag har forældrene i programmet oprettet “Fonden IBE – Ingen bliver efterladt”, og her er formålet at give unge voksne med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse mulighed for bedre livskvalitet.
Men for at forbedre livskvaliteten for Jeff, Tilde og resten af beboerne på Valbyholm, så er man nødt til at skabe et hjem, hvor fokus er på socialt samvær og fællesskab. Det mener forældrene i programmet.
– Vi drømmer om et bosted med ti boliger, der alle vender ud mod et fællesrum. Der skal være et musiklokale og et værksted til kunst. Arkitekturen skal understøtte fællesskabet og det faktum, at de her unge mennesker har brug for, at der altid er en voksen til stede, der varetager fællesskabet for dem. Alternativet er, at de sidder og rådner op i hver sin lejlighed, fortæller Tildes far, Truels Bisgaard, til BILLED-BLADET.
Forældrene drømmer om at skabe en lille landsby midt i København, der imødekommer alle de særlige behov, deres voksne børn har. Det er dog lettere sagt end gjort, og forældregruppen er alle nødt til at bevare håbet og væbne sig med tålmodighed.
På nuværende tidspunkt er der nemlig ikke udsigt til en snarlig flytning for vennerne fra Valbyholm.
– Vi er ikke i mål, men vi er håbefulde. Lige nu er vi i dialog med en, der ønsker at investere i os, men vi mangler den rigtige bygning, fortæller Tildes mor, Susse Bisgaard.
Du kan se elle gense alle seks afsnit af “Ups, vi er voksne” på TV 2 Play.