Sådan går det nu: Vennerne fra Ups, vi er voksne
Aftenens afsnit af TV 2-programmet “Ups, vi er voksne” var det sidste i rækken om vennerne fra Valbyholm. Serien skildrer livet for en række voksne med Downs syndrom på bostedet Valbyholm, men siden kameraerne slukkede sidste år, er meget sket for de glædesspredende venner fra København.
Jeff Pitzner
For humørbomben med det smittende smil, Jeff Pitzner, står tiden langt fra stille. Han har nemlig spændende projekter i støbeskeen. BILLED-BLADET har tidligere skrevet, at Jeff for år tilbage har medvirket i de store, danske tv-serier “Klovn” og “Hotellet”, men nu er han muligvis snart at opleve på det store lærred i en helt ny produktion.
– Vi må ikke sige så meget, men Jeff har lige været til casting på en kommende film. Lige nu afventer vi svar på, om han har fået rollen, fortæller Jeffs mor, Mitzie Pitzner, til BILLED-BLADET.
Til trods for, at mulighederne i øjeblikket byder sig for den 33-årige glædesspreder, så er alt ikke en dans på roser. For tiden døjer han nemlig med så store smerter i begge fødder, at han er nødt til at sidde i kørestol.
Smerterne skyldes Jeffs gigt i fødderne, der fra tid til anden blusser voldsomt op.
Stine Kailow
Siden sidst er Stine fyldt rundt og har holdt en kæmpe 30-års fødselsdagsfest. Her inviterede hun til en gennemført fødselsdagsfejring i sin far Lars’ sommerhus i Kregme, og temaet var naturligvis inspireret af Stines yndlingsserie.
– Temaet var Kailow Badehotel, fordi Stine elsker TV 2-serien “Badehotellet”. Vi havde inviteret 90 gæster, så bare den nærmeste familie og venner, fortæller Stines far, Lars Kailow, kækt.
Det var da også oplagt at give “Badehotellet” en markant rolle på Stines store dag. Hun er nemlig kunstner, og med sin barnlige streg har hun kreeret adskillige værker inspireret af karakterer og scener fra serien. I fjor blev hun endda inviteret på en personlig rundvisning på settet af producent på serien, Michael Bille.
– Stine har tegnet alle seriens karakterer, og lige nu hænger de udstillet i “Badehotellet”-studiet. Hendes yndlingskarakter er Lars Ranthes grosserer Madsen, men hun har også tegnet Amanda, Hr. Auerland og alle de andre, forklarer Stines mor, Helle Kastrupsen.
Christine Mørck
Meget har ændret sig i Christine Mørcks liv, siden optagelserne til “Ups, vi er voksne” sluttede. Både på godt og ondt.
På kærlighedsfronten er der lykkeligt nyt for den pligtopfyldende Christine. Hun er nemlig blevet kærester med Jacob, som også bor på Valbyholm. Derudover har hun også fået en ny, sund hobby.
Christine er nemlig startet til fodbold. En gang om ugen får hun derfor frisk luft og motion ved, sammen med hjerteveninden Alberte, at spurte rundt efter en læderbold.
Det sidste halve år har dog også budt på en uheldig overraskelse for 30-årige Christine. Hun har nemlig fået diagnosen cøliaki, hvilket betyder, at hun for eftertiden skal leve på en streng diæt helt uden gluten.
En omvæltning der kunne have betydet frustration og afsavn, men der skal alligevel mere til at vælte hendes verden.
– Jeg synes ikke, at det er svært. Jeg skal jo bare købe og spise det rigtige, fortæller Christine til BILLED-BLADET.
Tilde Bisgaard
Det er lige før, at Tilde Bisgaard i disse dage tæller timerne til en ganske særlig og snarlig begivenhed, som solstrålen har i vente. Om få uger runder Tilde nemlig et skarpt hjørne, når hun den 18. april fylder 30 år.
Mærkedagen bliver fejret med et brag af en fest den efterfølgende lørdag, hvor Tilde har inviteret 70 gæster til middag, drinks, DJ og dans.
– Du kan være helt sikker på, at Tilde og hendes venner vil holde de sødeste og mest kærlige taler. Det gør de hver gang, lejligheden byder sig, siger Tildes far, Truels Bisgaard.
Selv om opmærksomheden de næste uger selvsagt kredser om den nært forestående, runde fødselsdagsfest, så passer Tilde naturligvis fortsat sit arbejde som illustrator på Glad Designs tegnestue.
Men når det er fyraften, og weekenden melder sig, så er hun nogle gange så heldig, at hun kan dyrke sin passion for “X Factor” live fra studiet. I marts måned lagde hun nemlig vejen forbi “X Factor”-studiet, hvor hun var personligt inviteret af tv-vært Sofie Linde.
– Sofie Linde kom ud og hilste på os i pausen, og det var en kæmpe oplevelse for Tilde. Hun havde jo simpelthen stråleglans om ørerne. Så lykkelig var hun, fortæller Susse Bisgaard.
Fik du ikke set alle episoderne, eller savner du bare allerede vennerne fra Valbyholm, så kan du se eller gense alle seks afsnit af “Ups, vi er voksne” på TV 2 Play.