Johannes Nymark har travlt med nye jobs: Det skal han nu
Det seneste halve år har Johannes Nymark været ramt af den krise, der har været i underholdningsbranchen.
Det har betydet, at der ikke har været så mange roller, og at de produktioner, han har været en del af, er blevet skubbet.
Men nu er vinden vendt. Skuespilleren har nemlig for tiden travlt med en lang række forskellige projekter.
Ny musical
Johannes Nymark har nemlig én af hovedrollerne i den nye musical ”Jersey Boys”, der får premiere senere i år.
Han skal spille rollen som Tommy Devito, der sammen med tre andre arbejderdrenge håber på at opnå berømmelse som musikere.
- Det der er ved den her forestilling er, at den viser lidt to sider af den del af showbiz, som de her drenge nu er i. For der er også hele siden bagom rampelyset, hvor de alle sammen kommer ud for alle mulige forskellige ting. Mafiaen er involveret. Der er kæmpe spillegæld, kriminalitet og stoffer som en kontrast til, når de står på scenen med det polerede ydre. Det er det, der bliver fedt også at få lov til at lave, fortæller han til BILLED-BLADET.
Musicalen er baseret på historien om Frankie Valli and the Four Seasons, mens det også er deres hits, der synges i forestillingen.
Flere jobs
Før Johannes Nymark tager fat i ”Jersey Boys” venter der to andre projekter.
- Jeg skal til at lave en monolog, der hedder ”Kærlig hilsen hadet”, der er en tekst af Thomas Lagermann Lundme, som jeg går i gang med her i påsken, fortæller han og fortsætter:
- Så skal jeg filme en film, som jeg ikke må sige, hvad hedder endnu, her i maj og juni, fortsætter han.
Derudover har Johannes Nymark også en aktiv karriere med sin stemme, han både bruger til tegnefilm og lydbøger.