4. apr. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Efter den triste nyhed om dødsfaldet: TV 2 Charlie rydder sendefladen for Dario Campeotto tirsdag aften

Dario Campeotto
Dario Campeotto
Foto: Peter Grosen
Mandag kom det frem, at Dario Campeotto er gået bort efter længere tids sygdom. Tirsdag sender TV 2 Charlie flere programmer med sangeren og skuespilleren.

Dario Campeotto har kæmpet med sygdom gennem længere tid, og mandag oplyste familien, og han var sovet stille ind lørdag den 1. april.

Sangeren og skuespilleren blev 84 år gammel, og i sit liv nåede han at gøre indtryk på mange. Det vidner de mange reaktioner om, som er strømmet ind, siden meldingen om hans død.

På TV 2 Charlie har man efter den triste nyhed ryddet sendefladen, og tirsdag aften byder derfor på flere programmet med Dario Campeotto i centrum.

Fra klokken 20.40 kan man se ”Han, hun, Dirch og Dario” fra 1962. Filmen kom året efter, at Dario Campeotto vandt melodi grand prix, og i filmen spiller han en af de bærende roller som Mario.

I ”Han, hun Dirch og Dario” spiller Dario Campeotto over for blandt andre Ebbe Langberg, Dirch Passer og ikke mindst Ghita Nørby, som han blev stormende forelsket i og gift med i 1963.

Ghita Nørby og Dario Campeotto i "Han, hun, Dirch og Dario" 
Ghita Nørby og Dario Campeotto i "Han, hun, Dirch og Dario"
Foto: TV 2

Ægteskabet mellem de to kæmpestjerner varede frem til 1969, og de fik sønnen Giacomo sammen.

Efter filmen sender TV 2 Charlie et portrætprogram om netop Dario Campeotto, der er lavet i forbindelse med hans 75-års fødselsdag i 2014. Her medvirker blandt andre Ghita Nørby, hans italienske søstre, hustruen Gertrud og børnene Claudia og Filippo.

”Pigernes Dario – Et portræt af Dario Campeotto” kan ses på TV 2 Charlie tirsdag aften fra klokken 22.35.

Læs mere om: