Jesper Lohmann skal spille Otto Brandenburg: Særlig historie bag titlen på forestillingen
Baggårdspumaen Otto Brandenburg genoplives i en ny forestilling.
Det er Jesper Lohmann, der igen skal forvandles til den charmerende sanger. En rolle han også tidligere har spillet.
Forestillingen hedder ”Tilløkke Otto”, og der er der en bestemt årsag.
- Titlen kommer af, at han lavede et tv-spil, der hed ”Tilløkke Herbert”, hvor han brød igennem som skuespiller. Han spiller en bums fra Vesterbro. Sig selv nærmest. Så synes jeg, at når man nu laver en hyldest til en baggårdspuma, kom den ”Tilløkke Otto” af sig selv. Det er en hyldest til ham, fortæller han til BILLED-BLADET.
Tanken er, at forestillingen skal være som en aften med Otto Brandenburg, der både dykker ned i hans personlige historie krydret med alle hans store hits.
Jesper Lohmann begynder arbejdet med forestillingen op til august, hvor der er premiere i Glassalen i Tivoli.
- Vi spiller den i slutningen af august, så vi skal lige have den øvet op igen. Jeg glæder mig helt vildt meget til at vende tilbage til rollen. Og så glæder jeg mig til at være i Glassalen, for det er et legendarisk sted. Det er en af landets bedste scener, fortæller han.
Otto Brandenburg døde i 2007.
”Tilløkke Otto” spiller i perioden 31. august til 2. september.