Seks år efter sin pensionering: Peter Belli synger igen
28. december 2017 gav Peter Belli et brag af en afskedskoncert i Amager Bio sammen med bandet ”De rejsende”.
- Det er min sidste koncert. Nu skal jeg hjem og sidde i sofaen, proklamerede han den aften.
Ved afskedkoncerten var Peter Bellis søn, Michel, opvarmning sammen med bandet "Den syvende søn".
I studiet med sønnen
Helt stille kan den gudsbenådede sanger dog ikke holde at sidde.
Musikmagasinet GAFFA har netop eksklusivt præsenteret en snigpremiere på en ny sang og musikvideo, hvor Peter Belli har været i studiet med sin 48-årige søn Michel og bandet ”Den syvende søn”.
Til magasinet forklarer Michel Belli, at det var Peter Belli selv, der foreslog, at de sammen skulle synge en sang på det nye album, som ”Den syvende søn” skulle i studiet med.
Rørende tekst
Far og søn har nu indspillet sangen ”En sidste sang”, der har en meget rørende tekst, hvor der i omkvædet blandt andet bliver sunget:
”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”.
Efter afskedskoncerten i Amager Bio var BILLED-BLADET på besøg hos Peter Belli og hans hustru og livspartner June Belli hjemme i Greve.
Rock og rul i blodet
Her lagde Peter Belli ikke skjul på, at han ville savne sin metier. Rock og rul har aldrig bare været et job for ham.
Det er hans DNA, det ligger i blodet. I februar 2019 – to år efter afskedskoncerten var Peter Belli da også tilbage på scenen.
Her optrådte han nemlig med et nummer ved Zulu Awards i K.B. Hallen – til publikums store begejstring.
Og nu har Peter Belli brugt sin karakteristiske og elskede stemme endnu engang i studiet sammen med sin søn.
”Den syvende søns” nye album ”Alt På Spil”, hvor Peter Belli medvirker, udkommer 19. maj.