Husker du hende fra Laban og Melodi Grand Prix? Sådan ser Lecia Jønsson ud i dag
Det er flere end 60 år siden, at Lecia Jønsson begyndte sin karriere, og forleden beviste den i dag 74-årige sangerinde, at hun i den grad stadig kan synge.
Lecia Jønsson optrådte nemlig med flere numre, da hun forleden var med til Jørgen de Mylius 60-års jubilæum sammen med en række andre af de største danske stjerner gennem de sidste seks årtier.
Lecia Jønsson begyndte karrieren sammen med søsteren Lucienne, og de hittede med blandt andre ”Rør ved mig”. De to søstre deltog i dansk melodi grand prix i både 1979 og 1980 – først med sangen ”Dit liv, mit liv” og året efter med ”Bye, bye”.
De to søstre stoppede det musikalske samarbejde i 1981, og herefter fandt Lecia Jønsson sammen med Ivan Pedersen, som hun dannede den populære duo Laban sammen med. ”Hvor ska’ vi sove i nat” fra 1982 blev et kæmpe hit, og samarbejdet fortsatte frem til 1988.
– Vi havde ikke ret meget arbejdsro de sidste år i Laban, og til sidst ville jeg ikke mere. I oktober 1986 havde vi en uge uden jobs, og så tog jeg af sted til Baden Baden i Sydtyskland, hvor jeg indlogerede mig på et lækkert hotel. En aften sad jeg i baren helt alene. Det var her, jeg tog beslutningen om, at Laban skulle stoppe. Da jeg kom hjem, gav jeg Ivan besked. Han ignorerede det først, men efter nogen tid gik det op for ham, at jeg mente det, og så holdt vi op med at booke nye jobs. Et år senere var det slut, sagde Lecia Jønsson i et interview med Alt for Damerne i 2019.
Gennem 1980’erne deltog hun i melodi grand prix flere gange, og med sangen ”Landet Camelot” opnåede Lecia Jønsson en andenplads i 1989.
I begyndelsen af 1990'erne trak Lecia Jønsson sig fra rampelyset, men hun arbejder stadig med musik, og så er hun i gang med at skrive sine erindringer.