Peter Schrøder om sin kendte søns store succes: Jeg er stolt af ham
Peter Schrøder kan i 2023 markere sit 50-års jubilæum. Til sommer er han aktuel i musicalen ”Margrethe” om Danmarks dronning.
Lysten til at stå på scenen har han givet videre til søn.
Mikkel Schrøder har nemlig god gang i karrieren, der denne sommer sender ham rundt i flere revyer.
Det var en stor aften for Peter Schrøder, da han var mødt op i Hermans i Tivoli Friheden for at overvære premieren på Aarhus Revyen, der blot er én af de revyer, hans søn står bag i år.
- Det bliver spændende, fordi min søn er jo involveret i det her. Det bliver spændende. Jeg er ikke nervøs, men en premiere er en premiere. Ting skal prøves af, så vi er spændte, fortalte Peter Schrøder, der havde selskab af sin bedre halvdel Susanne Heinrich, til BILLED-BLADET.
I denne sæson står Mikkel Schrøder bag Aarhus Revyen sammen med sin hustru Christine Astrid Nielsen.
Parret står også i spidsen for Svendborg Sommerrevy ”Rottefælden”, som de ejer.
Derfor kan det til tider også være hårdt for hans stolte far følge med, for Mikkel Schrøder har travlt.
- Så meget så man godt kan blive lidt bekymret en gang imellem, men hidtil har han jo klaret det meget godt. Nu må vi se, om det fortsætter, fortalte han.
Faren må absolut medgive, at han er imponeret over sønnens mange flotte bedrifter.
- Jeg kan ikke sige, om jeg er stolt af det, vi skal se i aften, men i al almindelighed er jeg stolt af ham, fortalte han før tæppefald.
Peter Schrøder har sønnen Mikkel Schrøder fra sit forhold til Hanne Uldal.