17. apr. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Christiane Schaumburg-Müller Åxman afslører: Det skal hendes podcast hedde

Christiane Schaumburg-Müller Åxman
Christiane Schaumburg-Müller Åxman.
Foto: Dan Mariegaard
Christiane kan snart tilføje endnu en kompetence på sit cv, når hun springer ud som podcast-vært.

Iværksætter, tv-vært, professionel danser og skuespiller.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman har mange spændende titler på sit cv.

Og fremover kan hun smide endnu én på.

Podcast-vært.

I slutningen af marts fortalte hun på sin Instagram, at hun snart ville springe ud som vært på en ny podcast på platformen Podimo. Dengang vidste hun endnu ikke helt, hvad podcasten skulle handle om eller hedde, men det løfter hun altså sløret for nu.

Hendes podcast skal hedde ”Hverdag”, og skal handle om netop hverdagen. Både den gode, den uoverskuelige og den specielle. For en hverdag, det er noget vi alle har.

Det fortæller hun i en story på sin Instagram.

I podcasten får hun besøg af forskellige gæster fra uge til uge. Her skal de tale om hverdagen på godt og ondt. Om hamsterhjulet, om tips og tricks, tidspres og pligter.

Derudover får hun også fast besøg af psykolog Sisse Find, der i hvert afsnit kommer med gode råd og tips til hverdagen.

Optagelserne skal så småt til at gå i gang, og selvom en del af gæsterne allerede er på plads, så søger hun også hjælp fra sine følgere, for hvem kunne de mon godt tænke sig, at Christiane tog en snak med om hverdagen?

Indtil nu er der heller ingen premieredato, men mon ikke, at hun nok skal lade interesserede vide, hvornår man kan lytte til ”Hverdag” for første gang, når datoen er fastsat.

Læs mere om: