Sød hævn: Derfor kyssede Beverly Hills 90210-stjernen Gabrielle Carteris med Rap fyr i LA-skuespiller
Gabrielle Carteris og Alfonso Ribeiro var i 1991 blandt tidens største stjerner.
Hun fra "Beverly Hills 90210", hvor hun spillede den intelligente Andrea Zuckerman, og han fra "Rap fyr i LA", hvor han spillede den irriterende fætter Carlton Banks.
Begge serier havde premiere i 1990, og året efter medvirkede Gabrielle og Alfonso i det amerikanske tv-program "Circus of the stars", der var en form for "Vild med dans", men i stedet for at danse skulle stjernerne lære cirkusnumre.
Måtte ikke kramme
Hun var 30, og han var 20, og sammen skulle de udføre et krævende nummer med trapez, hvor Gabrielle Carteris skulle gå på line.
Under øvningen krammede Gabrielle sin makker, og efterfølgende sagde producerne til hende, at det måtte hun ikke gøre, når først kameraet filmede – de gav som grund, at seerne ikke ville bryde sig om at se en kaukasisk kvinde kramme en afroamerikansk mand.
Hun fortalte med det samme Alfonso om sin oplevelse, og så lagde hun en plan.
Så under programmet, der blev sendt live, krammede hun ham ikke blot, da deres nummer var vel overstået, og hun var kommet sikkert over linen – hun kyssede ham også!
Har aldrig fortrudt
Det fortæller hun selv i et indslag fra SAG-AFTRA panelet “Race & Storytelling".
Hun tilføjer:
– Jeg har aldrig fortrudt det øjeblik!
SAG-AFTRA står for The Screen Actors Guild – American Federation of Television and Radio Artists.
En skuespillerforening, som Gabrielle Carteris tidligere var formand for.
Gabrielle Carteris, der spillede Andrea i "Beverly Hills 90210" fra 1990-2000 er i dag 62 år.
Alfonso Ribeiro, der spillede Carlton Banks, er 51.