Jamie Lee Curtis er gudmor til Hollywoodstjerne: Afslører sød detalje om deres forhold
Da der mandag aften var premiere på Hollywoodfilmen ”The Covenant” med Dar Salim og Jake Gyllenhaal i hovedrollerne, var der en anden stor stjerne på den røde løber.
Oscarvinderen Jamie Lee Curtis dukkede op for at støtte sin gudsøn, Jake Gyllenhaal, på hans store aften, og her kom hun med en sød afsløring om deres nære forhold.
Under coronanedlukningen i 2020 var de nemlig naboer, og det betød, at de ”nærmest boede sammen” ifølge skuespillerinden.
Jamie Lee Curtis fortalte på den røde løber til People, at hendes gudsøn blandt andet brugte meget tid på at bage brød til hende, og at det er en hobby, han har beholdt efterfølgende.
Skuespilleren er søn af instruktøren Stephen Gyllenhaal og manuskriptforfatteren Naomi Foner, der er nære venner med Jamie Lee Curtis.
Hun har derfor kendt stjernen hele livet, og da han startede sin skuespilkarriere, gav hun ham et godt råd med på vejen.
- Jeg kiggede på ham og sagde: ”Jeg har gjort det her i lang tid. Du er lige begyndt. Det kan være, at dine forældre ikke har den erfaring, styrke og håb, som jeg har. Udnyt det, hvis du har brug for det,” fortæller Jamie Lee Curtis.