Husker du filmen Halløj i klosteret? Nu kan den opleves som musical i Danmark
Det er over 30 år siden, den første ”Halløj i klosteret”-film havde premiere, og vi stiftede bekendtskab med sangerinden Deloris Van Cartier, som under et vidnebeskyttelsesprogram må gå under dække som nonne i et kloster.
Det er dog ikke noget, der huer divaen Deloris…
I år får ”Halløj i klosteret” eller ”Sister Act”, som den engelske titel lyder, nyt liv i Danmark.
Den 21. september er der danmarkspremiere på Det Ny Teater, hvor musicalen ”Sister Act” løber af stablen.
”Publikum kan glæde sig til denne livsbekræftende, guddommeligt morsomme feelgood-musical om at finde sin indre stemme. De mange iørefaldende sange skifter salmesang ud med disco og power-gospel og er skrevet af én af Broadways og Hollywoods største nulevende komponistlegender, den Tony- og ottedobbelte Oscar-vinder Alan Menken. Han er manden bag sangene til en lang række af nyere tids mest populære tegnefilm og musicals, bl.a. Den Lille Havfrue, Skønheden og Udyret, Klokkeren fra Notre Dame, Aladdin, Pocahontas, Hercules, Enchanted, Tangled og Newsies,” lyder det bl.a. i pressemeddelelsen.
I rollen som Deloris ses Julie Steincke, mens Deloris’ gangsterkæreste spilles af Al Agami. ”I andre nøgleroller ses bl.a. Marianne Mortensen som klostrets abbedisse samt Pia Rosenbaum, Tomas Ambt Kofod og mange flere,” står der i pressemeddelelsen.
”Sister Act”-musicalen har premiere den 21. september 2023 på Det Ny Teater.