Kronprinsesse Mary deler ny video fra familiens private have: Det bliver kun vildere
Der er forår i luften, og det har den danske kongefamilie ikke bare kunnet mærke, men også se.
Kronprinsesse Mary har nemlig været i haven på Fredensborg Slot, og her er det tydeligt at se, at vinteren er ovre.
Kronprinsessen har delt en ny video på kongehusets Instagram-profil, hvor hun går rundt og filmer i deres private have på Fredensborg Slot.
- De første tegn på foråret kan vi begynde at se og mærke, skriver kronprinsessen på Instagram og fortsætter:
- Forleden dag optog jeg denne film, mens jeg var oppe ved Kancellihuset. Den viser en lille del af vores vilde have. Jeg tænkte, at det ville være sjovt at dele, hvordan haven ændrer sig, når vejret langsomt bevæger sig mod sommeren.
- Det bliver kun “vildere” herfra, og lad os håbe, at haven vil være lige så smuk og fuld af liv som sidste år.
På videoen kan man også se, at familiens søde border collie Grace nyder foråret og at løbe rundt i den grønne have.
Rejst langt væk
Selv om videoen er blevet på kongehusets Instagram-profil søndag den 23. april, så betyder det ikke, at kronprinsessen er i Fredensborg i disse dage. Hun er nemlig rejst langt væk.
Lørdag den 22. april landede kronprinsesse Mary på øen Vanuatu i Stillehavet.
Kronprinsessen besøger sammen med minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen østaterne Vanuatu og Fiji samt Australien den 23.–28. april.