Sjældent billede: Sofia og Carl Philip i byen med deres to ældste sønner
Det var uden tvivl en stor oplevelse for prins Carl Philip og prinsesse Sofias to ældste sønner, da de fik en tur i operaen i Stockholm.
Prins Alexander på syv år og lillebror prins Gabriel på fem år var nemlig så heldige, at de blev inviteret ind for at se den nye børneopera ”Var är smörgåsen?”, som på dansk kan oversættes til ”Hvor er sandwichen?”.
Det skriver prins Carl Philip og prinsesse Sofia i et opslag på deres officielle Instagram-profil, hvor de også har delt nogle skønne billeder af sønnerne.
- I går havde hele familien fornøjelsen af at tage til premieren på ”Hvor er sandwichen?” i den Kongelige Opera, fortæller det royale par i opslaget og fortsætter:
- I forestillingen fik publikum – unge og lidt ældre – delt det altid vigtige budskab: Det er okay at være lige præcis den, man er!
Brødrene matchede
På de nye billeder står Alexander og Gabriel ved siden af deres forældre og matcher i hvide bluser med bølgende streger på.
Forestillingen ”Var är smörgåsen?” er lavet i samarbejde med børnebogsforfatteren Pija Lindenbaum og skildrer med humor og varme oplevelsen af at være anderledes.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia er også forældre til prins Julian på to år, men mon ikke han var for lille til at have med i operaen.