Det er helt vildt: Bjørn Borg har valgt Holger Rune
Holger Rune er gået fra succes til succes, og nu har gruskongen over dem alle, nemlig svenske Bjørn Borg, også fået øjnene op for den danske tennishelt.
Bjørn Borg er kaptajn for Team Europa, og han er ikke i tvivl - Holger Rune skal med på holdet.
- Holger har haft en rigtig imponerende sæson og er en af de bedste spillere fra hans generation. Han har bevist, at han er i stand til at slå de bedste i verden, og jeg ser frem til at byde ham velkommen i Vancouver, udtaler Björn Borg på Laver Cups hjemmeside.
Og naturligvis er danskeren stolt af at skulle spille på Bjørn Borgs hold.
- Jeg er meget beæret over at være en del af Team Europa i Vancouver, siger Holger Rune til Laver Cup, og fortsætter.
- Jeg har fulgt turneringen og elsker konceptet. Turneringen er intens og man kommer virkelig til at kende sine rivalers personlighed, så det er unikt. Det har været et af mine mål, og jeg kan slet ikke vente til at være en del af det.
Formatet er Europa mod resten af verden i tre dages holdkamp. Det er lidt en tennis pendant til Ryder Cup.
Roger Federer har lavet turneringen sammen med ikoniske Rod Laver – derfor navnet Laver Cup – og det var da også i denne turnering, at Roger Federer spillede sin afskedskamp sidste år i double med Rafael Nadal.
I år bliver Laver Cup spillet i Vancouver i Canada fra den 22. september til den 24. september.