Mødte unge talenter: Pludselig fortalte kronprins Frederik om prinsesse Isabellas studietur
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Det var en glad og imødekommende kronprins Frederik, som onsdag formiddag, sammen med blandt andre "Løvens Hule"-investor Tommy Ahlers, fik sig nogle gode snakke med unge finalister fra Company Programme - DM i Entreprenørskab, der fandt sted i Industriens Hus i København.
Undervejs besøgte han blandt andet standen med elever fra Øregård Gymnasium, som har arbejdet med bæredygtige studieture.
I den forbindelse fortalte kronprinsen, der selv engang har været elev på gymnasiet i Hellerup, at prinsesse Isabella har været en tur til Firenze med sine klassekammerater fra niende klasse på Ingrid Jespersens skole, hvorefter han interesseret spurgte, hvordan eleverne ville gøre en sådan rejse mere miljøvenlig.
Se en veloplagt kronprins Frederik på dagens kongelige opgave øverst i artiklen
Mange deltagere
I år deltog omkring 3000 gymnasieelever i Danmarksmesterskabet, hvoraf 150 elever eller 42 hold er gået videre til finalen.
Udover Øregård-eleverne mødte kronprinsen også hold fra Svendborg Erhvervsskole og -gymnasier, Tekniskí Skulí i Klaksvík på Færøerne, samt Skive College, der havde kreeret angstdæmpende smykker.
Eleverne skulle ved dagens finale pitche deres projekter for en række dommere, som er repræsentanter fra erhvervslivet.
Der er 25.000 kroner til vinderholdet og en billet til EM i Istanbul i juli.
Bag arrangementet står Fonden for Entreprenørskab, der hjælper skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende.
Fonden fungerer desuden som nationalt videncenter for opsamling, udvikling og udbredelse af viden om entreprenørskabsundervisning på alle niveauer af uddannelsessystemet.