Anne Louise Hassing er tilbage i kostumet: Deler første billede fra Badehotellet
Ventetiden har været lang for Anne Louise Hassing og alle hendes kolleger på ”Badehotellet”, men i april gik optagelserne til sæson 10 endelig i gang.
- Det er helt fantastisk at være tilbage på ”Badehotellet” og trække i Therese Madsen-kostumet igen og se alle mine skønne kolleger, siger Anne Louise Hassing til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Visheden om, at det er allersidste sæson, gør det til noget ganske særligt.
Anne Louise Hassing har delt et billede på Instagram fra sin første dag tilbage i Risby Studierne, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe.
Her kan man se, at hun har fået sat håret som fru Madsen, og hun står desuden med et manuskript i hånden.
Anne Louise Hassing har spillet grosserer Madsens hustru i 10 år, og hun kan godt mærke, at det nu er sidste gang, at hun skal spille rollen.
- Jeg nyder hver eneste dag, og jeg er her mere, end jeg plejer, selv om vi skal tidligt op, og det er lange dage, fortæller skuespilleren og tilføjer:
- Jeg må ikke afsløre noget om handlingen, men folk kan godt glæde sig, det bliver en fantastisk finale!
Den allersidste sæson af ”Badehotellet” får premiere på TV 2 i 2024.